Et kig bag kulissen og hvad der er på vej

Ugens indlæg bliver et af de mere personlige af slagsen. Indlægget har fokus på, hvad der sker i Blomsterdeva land, og hvad der er på vej fra min hånd.

På billedet ses min søn Elias og jeg, mens vi besvarer spørgsmål på bloggen (det er nok mest mig, der svarer – Elias grynter).

 

Hverdagslivet og hvilke rum der åbner

Jeg lever et liv i barselsland med en lille dejlig dreng på 5 måneder. Derfor er jeg – udover at være lykkelig – træt meget af tiden. Derfor er der også lidt stille på bloggen lige nu.

Stilheden har også haft andre grunde, viste det sig: Der har været lukket ned oppefra (fra de indre verdener) for mit skriveri. Jeg har simpelthen mistet lysten til at skrive. Der skulle nemlig åbnes for nye ting.

En af de ting er videoer. Ja, der er videoer på vej. Når jeg får styr på teknik og andre sager. Men de rumsterer indeni. Altså videoerne 🙂 Og jeg skal selvfølgelig også forberede mit første foredrag, der handler om den nye dværgplanet Haumea.

Der ud over er der åbnet op til større forståelser af, hvad mit virke er og skal være fremover.

Så der åbnes mange nye rum.

 

De indre verdener, Himalaya og blomstermagi 

De indre verdeners guidning har vist mig, at jeg skal arbejde med en af mine største passioner: Indien. Og mere specifikt Himalaya (billedet er fra 1998, hvor jeg var bosat i Himalaya).

Mere følger om dette, når det manifesterer sig. Og det bliver tid at dele. Men det er meget tydeligt, at den del af mit virke skal mere frem i lyset nu.

Jeg ser, at vi er en gruppe, der i tidligere liv har inkarneret i Indien (og Østen), og som tager vores træning herfra med os ind i livet i Vesten/Norden/Danmark. Og at jeg nu skal til at bruge denne træning mere bevidst (måske de andre også skal? Måske er du en af dem?). For mig sker det bla i det kommende arbejde med Himalaya energien (og senere Himalaya helt konkret).

Fremover kommer der mere på bloggen af mine egne ting, især blomstermagien kommer mere i fokus. Det er ved at være tid til, at jeg skaber indlæg om de spirituelle shampooer. Om den spirituelle del – hvordan du bygger høj energi ind i dine shampooer. Tidligere har jeg skrevet om den praktiske del. Find det nemme indlæg om at lave din egen spirituelle shampoo her og det uddybede indlæg her.

Opdatering maj 2016: Find indlægget om at skabe høj energi i din shampoo her.

 

Makemake – et år at gå selv

Året her er et år for mig, hvor jeg kommer til at stå meget selvstændigt. Det er tid for mig til at gå selv. Astrologisk set er det et Makemake præget år (mere om Makemake her).

Den nye planet Makemake har med det at stå selv at gøre. Og denne planet er aktiveret i mit progressive horoskop (dvs. horoskopet der viser tiden nu) – dermed er det tid til at gå og stå selv i sit liv. Jeg kan mærke det indeni, og det giver sig fx til udtryk ved, at jeg ikke går til astrologi undervisning hos Asak i år.

Så det, du får på bloggen fremover – i år – er mere af mine egne specialer.

Jeg håber, at vi ses igen. Lige her.

 

Ps. Der kommer selvfølgelig stadig masser af astrologi 🙂

***

[hcshort id=”10″]

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *